Parkering
Retningslinjer:
Vis alle
Bilparkering
Bilparkeringsnormerne er fastlagt efter funktion (bolig, erhverv, daginstitution, plejecenter/-bolig, ungdomsbolig mv.) og ejendommens beliggenhed i byen.
Parkeringsnormerne for biler fremgår af de generelle bestemmelser i kommuneplanens rammer, som kan ses her.
Cykelparkering
Cykelparkeringsnormerne er fastlagt efter funktion (bolig, erhverv, daginstitution, plejecenter/-bolig, ungdomsbolig mv.
Parkeringsnormerne for cykler fremgår af de generelle bestemmelser i kommuneplanens rammer, som kan ses her.
Nye offentlige parkeringspladser
Etablering af nye kommunale parkeringspladser (på terræn eller i parkeringshuse/-kældre) skal prioriteres, så de fortrinsvis placeres i områder med høje belægningsgrader på de offentlige parkeringspladser.
Redegørelse:
Vis alle
Bilparkering
Parkeringsnormerne for biler er opdelt efter funktion, f.eks. bolig, erhverv, daginstitution, plejecenter/-bolig, ungdomsbolig mv., som afspejler de forskellige anvendelsers parkeringsbehov. Endvidere indgår ejendommens geografiske beliggenhed i byen, herunder kollektiv trafikbetjening, idet normerne varierer alt efter om ejendommen er beliggende i Centrum, Tætbyen og byudviklingsområderne eller i Øvrig by.
I bestræbelserne på at skabe en CO2-neutral og mindre bilafhængig by er parkeringsnormerne generelt lavere end bilejerskabet. Bilejerskabet er i tætbyen og byudviklingsområder ca. 30 pct. højere end kommuneplanens parkeringsnorm. I centrum er bilejerskabet ca. 50 pct. højere end kommuneplanens parkeringsnorm.
I byudviklingsområder er der mulighed for efter en konkret vurdering at reducere parkeringsnormen med 20 pct. og dermed anlægge området delvist bilfrit.
Delvist bilfrie områder
Ved et delvist bilfrit byområde forstås et område med færre parkeringspladser. Området skal være understøttet af kollektiv trafikbetjening, fællesfaciliteter, cykelinfrastruktur og indretning af nem tilgængelig delebilsparkering mv. Placeringen af bilparkeringen har desuden stor betydning for i hvor høj grad, området opleves som bilfrit. Derfor bør bilparkering placeres i områdernes periferi og i fælles anlæg, dog altid med begrænset antal pladser til afsætning og handicapparkering på terræn. Der vil således forsat skulle være den nødvendige vejadgang til området m.v. af hensyn til brandredning og -slukning, ambulancekørsel, varelevering, korttidsparkering, taxier og renovation m.v. Det er således ikke tale om et fuldstændigt bilfrit område, men et område med mindre biltrafik og lavere parkeringsnorm.
Delebiler og elbiler
Ved nybyggeri, tilbygning eller ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse i eksisterende boligområder ønskes området understøttet med nem tilgængelig delebilsparkering.
I fremtidige kommunale p-huse skal der i tilstrækkelig grad sikres installation af el-ladestandere og reservering af p-pladser til elbiler. I henhold til ladestanderbekendtgørelsen skal nye beboelsesbygninger med mere end 10 parkeringspladser forberede alle parkeringspladser til ladestandere, og nye bygninger med mere end 10 parkeringspladser, der ikke er beboelsesbygninger, skal etablere mindst en ladestander i tilknytning til parkeringsanlægget og forberede mindst hver femte parkeringsplads til ladestandere.
Gadeparkering i centrale dele af byen
Gadeparkering for biler i de centrale dele af København er betalingsparkering, og taksterne fastsættes på et niveau, der sikrer frie pladser for at begrænse den trafik, der er forårsaget af søgning efter parkering. Offentlig parkering for elbiler tilgodeses gennem reserverede p-pladser i forbindelse med el-ladestandere. Brugen af delebiler understøttes gennem etablering af parkeringspladser, som kan benyttes af eldelebiler med og uden fast stamplads samt etablering af pladser til delebiler med fast stamplads på offentlig vej svarende til én delbilsplads pr. gade i Indre By og brokvarterene, inklusive Amagerbro, i takt med markedets efterspørgsel (svarende til ca. 1.200 pladser).
Beboerlicens
Beboere og erhvervsudøvere har mulighed for at købe en beboerlicens hhv. en erhvervslicens. Beboer- og erhvervslicensen fritager indehaveren fra den generelle betalingsordning, men sikrer ikke, at der er en ledig parkeringsplads.
Etablering af nye parkeringspladser
Ved etablering af nye parkeringspladser med hel eller delvis kommunal finansiering er det væsentligt, at de så vidt muligt bidrager til at begrænse den søgetrafik, der følger af høje belægningsgrader på de pladser, som beboere og erhvervsudøvere kan benytte med beboer- og erhvervslicens. Dette vil derfor, sammen med andre relevante kriterier, indgå ved vurdering af mulige placeringer for nye parkeringspladser.
Cykelparkering
Optimale forhold for cykelparkering er et væsentligt element i at fastholde Københavns status som en af verdens bedste cykelbyer. I kommuneplanen er der derfor med udgangspunkt i københavnernes cykelejerskab krav om etablering af cykelparkering til nybyggeri, ombygning og ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse.
Udover de formelle krav om antal og overdækning skal cykelparkeringspladser have god tilgængelighed. Det betyder, at ramper og adgangsveje skal etableres efter de gældende normer og standarder for god tilgængelighed og dermed højne den generelle kvalitet af cykelparkering i nybyggeri. Samtidig skal cykelparkering som udgangspunkt placeres tæt ved indgangspartier, så det sikres at cykelparkeringen bliver anvendt i det daglige og ikke henstår ubenyttet.
Generelt anbefales det, at cykelparkering, uanset indretning eller placering anlægges, så dens kvalitet er tilpasset behovet hos brugerne, og den dermed sikres en høj udnyttelsesgrad, så ubenyttede cykelparkeringsfaciliteter og cykler placeret på uhensigtsmæssige steder undgås. Kommunen opfordrer til, at muligheden for at fastlåse cykler og aflåse overdækket cykelparkering indtænkes i de konkrete projekter.
Kommunens administrationsgrundlag for cykelparkering og opstilling af mindre udlejningskøretøjer indeholder blandt andet en konkretisering og anbefalinger til indretning af god cykelparkering.