4.4 Bavnehøjkvarteret
Beskrivelse af kulturmiljøet
Vis alle
Område
Kulturmiljøet omfatter Bavnehøjkvarteret, der rummer boligbebyggelser, brandstation, skole, institutioner, butikker samt grønne arealer og gårdanlæg.
Begrundelse
Kulturmiljøet er et godt eksempel på et tidstypisk, ensartet bykvarter, der er planlagt og opført af Københavns Kommune i perioden 1929-1948. Kvarteret vidner om en omfattende udbygning af København i en periode præget af stor bolignød.
Bebyggelsesplan udarbejdet af kommunen
Bavnehøjkvarteret blev, som mange andre af periodens nye byområder, opført efter en samlet bebyggelsesplan udarbejdet af kommunen. Planen blev udarbejdet i overensstemmelse med tidens idealer om gode, sunde boliger i grønne omgivelser til almindelige mennesker, og området har fået et ensartet hehedspræg i kraft af skalaen, materialevalget og de enkle funktionalistiske træk i arkitekturen.
Boligkvarter med lokale byfunktioner
Kvarteret skulle fra begyndelsen rumme både boligbebyggelser og hverdagslivets lokale byfunktioner. Centralt i kvarteret blev der opført skole og brandstation samt fem boligkarréer. Efter den oprindelige plan skulle alle ejendomme udformes som karréer, men de senere boligbebyggelser blev i stedet opført som stokke med grønne forhaver og mellemliggende grønne arealer. Bavnehøj Allé blev anlagt som områdets centrale grønne allé, der binder området sammen med Vestre Kirkegård. På opførelsestidspunktet rummede kvarteret både boliger, aldersrenteboliger, institutioner og butikker.
Bærende bevaringsværdier
- De regulære stok- og karrébebyggelser i 4-5 etager, der med facader i blank mur og røde tegltage giver kvarteret et ensartet helhedspræg.
- Skolen.
- Brandstationen.
- Gårdanlæggene og de grønne rum mellem boligbebyggelserne.
- Allébeplantningerne på Bavnehøj Allé, Johan Kellers Vej, V. A. Borgens Vej og Natalie Zahles Vej.
- Træbeplantningerne omkring brandstationen og skolens boldbane.
Sårbarhed
Det ensartede helhedspræg er sårbart overfor bygningsændringer, herunder om- og tilbygninger og ophængning af dominerende altaner, der ikke er tilpasset bebyggelsernes oprindelige arkitektoniske udtryk.
Nuværende sikring
- Skolens hovedbygning, brandstationen og flere boligejendomme er udpeget som bevaringsværdige i kommuneplanen.
Udviklingsmuligheder
Kulturmiljøet ligger omkranset af Vestre Kirkegård, den stærkt trafikerede Enghavevej og jernbanearealerne, hvilket afskærer kvarteret fra de omkringliggende byområder og gør områdets funktioner mindre attraktive.
Københavns Kommune igangsatte i 2019 områdefornyelse i Bavnehøj, der med udgangspunkt i Kvarterplan 2020-2024 arbejder med en række initiativer, som bl.a. skal forbedre boliger, nære uderum og mødesteder og skabe bedre, sikrere og tryggere forbindelser i området. Kvarterplanen dækker et større område end kulturmiljøet.
Lignende eksempler
Komponistkvarteret i det gamle Sydhavn.