3.3 Kødbyerne

Kulturmiljøet omfatter Den Brune Kødby og Den Hvide Kødby.  

Den Brune Kødby og Den Hvide Kødby udgør et samlet kulturmiljø, der fortæller om den animalske fødevareproduktion i København fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1992. Anlægget fremstår helstøbt med få senere tilføjelser og er det eneste af sin art i København. Den Hvide Kødby fra første halvdel af 1930’erne er desuden et af de første planlagte funktionalistiske byggerier i Danmark og et hovedværk i dansk funktionalistisk arkitektur. Den Brune og Den Hvide Kødby er et af Slots- og Kulturstyrelsens 25 nationale industriminder.

Kødbyens etapevise tilblivelse

Den Brune Kødby blev indviet i 1879 som byens nye, offentlige slagtehus. Den Brune Kødby erstattede det hidtidige kvægtorv Trommesalen og flere private slagtehuse, da kreaturslagtningen her kunne ske under bedre hygiejniske forhold. Kødbyen blev hurtigt udvidet med flere slagtehuse og i 1901 blev Øksnehallen tilføjet. I første del af 1900-tallet kunne de hygiejniske forhold ikke længere leve op til samtidens standard, og kommunen opførte Den Hvide Kødby i 1931-1934. Den Hvide Kødby blev disponeret efter en detalje­ret og rationel plan for den industrielle kødproduktion, og anlægget blev udformet efter funktionalistiske principper i et enkelt, geometrisk formsprog, der signalerede renlighed og hygiejne.

Produktion og salg af fødevarer i Kødbyen

I kødbyerne ankom de levende kreaturer med godstransport via jernbanen syd for Ingerslevsgade og blev solgt i Øksnehallen, for derefter at blive opstaldet og slagtet i Den Brune Kødby. Efter slagtningen blev kødet transporteret til nedkøling i Den Hvide Kødby, hvor det blev solgt på flæskebørsen eller forarbejdet og senere solgt. Kødbyerne dannede på denne måde rammen om en gennemrationaliseret produktionsproces, hvor adskillelsen mellem de to kødbyer fortsat vidner om produktionsgangen og datidens stigende opmærksomhed på folkesundhed og hygiejne. 

En særlig del af fortællingen er, at kommunen varetog flere forskellige funktioner i kødbyerne side om side med private slagtere og andre produktionsvirksomheder, der havde lejet sig ind i bygningerne. 

• Bebyggelsesplanen, herunder Den Brune og Den Hvide Kødby hver for sig, men især som samlet anlæg med en klar strukturel adskillelse mellem de to kødbyer.
• De fredede og bevaringsværdige bygninger, herunder det ældre ensartede murstensbyggeri i Den Brune Kødby og det funktionalistiske industrikompleks i hvidmalet jernbeton i Den Hvide Kødby.
• Kvægtorvet og Flæsketorvet som centrale pladsdannelser i hver sin kødby.
• Identitetsskabende elementer, der fortæller om områdets tidligere funktioner, herunder hejseværk, læsseramper, originale belægninger o.l. 

Kulturmiljøet er sårbart overfor ændringer, der forringer aflæseligheden af områdets tidligere funktioner. Herunder er kulturmiljøet sårbart overfor nybyggeri, tilbygninger og ombygninger uden hensyntagen til de to kødbyers karakteristiske arkitektoniske udtryk, skala og bebyggelsesstruktur samt fjernelse af identitetsskabende elementer, som f.eks. hejseværk og originale belægninger. Kulturmiljøet er desuden sårbart overfor et vedligeholdelsesefterslæb, der på sigt kan gøre det vanskeligt at bruge bygningerne til de aktiviteter, de er tiltænkt. 

•    Dele af bebyggelsen i Den Brune Kødby samt de fleste bygninger og belægninger i Den Hvide Kødby er fredede. 
•    De resterende bygninger i Den Brune Kødby er med få undtagelser udpeget som bevaringsværdige i kommuneplanen. 
•    Den Brune Kødby og Den Hvide Kødby er omfattet af lokalplaner, der udpeger størstedelen af de ikke-fredede bygninger som bevaringsværdige. 

Der er i gældende lokalplanlægning mulighed for nybyggeri til serviceerhverv på Halmtorvet 15. Der er kun begrænsede udviklingsmuligheder i den resterende del af kulturmiljøet. Der skal i udviklingen af hele området værnes om de to kødbyers individuelle arkitektoniske og strukturelle træk samt de identitetsgivende elementer, der fortæller historien om kødbyernes tidligere funktioner.