2.6 Sundby Sejlforening

København som havneby: Sejlernes selvgroede havnemiljø.

Beskrivelse af kulturmiljøet

Vis alle

Område

Kulturmiljøet omfatter Sundby Sejlforenings havn med havnebassin, oplagsplads og faciliteter til fritidssejlads samt nyttehaver og en tidligere militær magasinbygning.

Begrundelse

Sundby Sejlforenings havn fortæller om københavnernes rekreative brug af kysten i perioden efter første verdenskrig, og kulturmiljøet er et eksempel på et selvgroet havnemiljø skabt af frivillige kræfter. 

Selvgroet havnemiljø

Sundby Sejlforening blev grundlagt i 1923 af lokale beboere, der havde deres både liggende på militært område ved udløbet af en afvandingskanal til Øresund. Det lave vand gjorde området uegnet til erhvervsmæssig havnedrift, og foreningen fik tilladelse til at indhegne et område omkring kanalen. Foreningens medlemmer stod ad flere omgange selv for at udvide havnen, og siden blev kysten fyldt op omkring et egentligt havnebassin. Den første bygning kom til i 1924, da et medlem donerede et tidligere iskagehus som klubhus, og efterfølgende er der løbende opført klubhuse, opbevaringsskure og andre faciliteter, bl.a. et større træhus fra 1933. Rækkerne af opbevaringsskure blev oprindeligt opført efter en samlet plan efter kommunale retningslinjer. Det nuværende klubhus er fra 1958, og har undergået flere ombygninger. Det står i dag som en central volumen i området og er det eneste byggeri opført i tegl. Bl.a. de seneste tilføjelser til miljøet er det karakteristiske maritime ungdomshus fra 2004. 

Nyttehaver

Som en særlig del fortællingen om Sundby Sejlforenings havn ligger der i den sydlige del af kulturmiljøet en række små haver, der vidner om mangelsituationen under 2. verdenskrig, hvor ledige landarealer blev inddraget til dyrkning af grøntsager.

Tidligere militær magasinbygning

Ud mod Amager Strandvej ligger der en tidligere militær magasinbygning fra 1880. Bygningen har været en del af den nyere befæstnings sydfront på Amager. Se desuden kulturmiljø 1.4 Københavns Nyere Befæstning for yderligere information om befæstningen. 

Bærende bevaringsværdier

  • Den første ”kanalhavn” og havnebassinet formet ved opfyldning.
  • Flere generationer af klubhuse herunder det tidligere iskagehus, et større træhus og det nuværende klubhus
  • De karakteristiske røde og sorte træbygningers ensartede helhedspræg, herunder rækkerne af opbevaringsskure.
  • Den tidligere militære magasinbygning.

Sårbarhed

Kulturmiljøet er sårbart overfor udvikling, herunder nybyggeri, der ikke understøtter den maritime og rekreative karakter. Det ensartede helhedspræg er sårbart overfor individuelle ændringer af træbygninger, f.eks. i materialer og farver.  

Nuværende sikring

  • Området er udlagt til institutioner og fritidsområder i kommuneplanen (O1*-område). 

Udviklingsmuligheder

Området kan udvikles med faciliteter, der understøtter den fortsatte opretholdelse af havnemiljøet. Offentlighedens adgang til området bør styrkes gennem bedre forbindelser til de omgivende rekreative arealer.  

Lignende eksempler

  • Svanemøllehavnen på Østerbro.
Billede
Kulturmiljøets afgrænsning.
Kulturmiljøets afgrænsning.

Printvenlig version