1.1 Slotsholmen
Beskrivelse af kulturmiljøet
Vis alle
Område
Kulturmiljøet omfatter Slotsholmen og de omkringliggende kanaler Frederiksholms Kanal, Slotsholmskanalen og Børsgraven inklusive bolværker og broer.
Begrundelse
Kulturmiljøet på Slotsholmen rummer en væsentlig, national fortælling om samfundsudviklingen og det moderne folkestyre, og indeholder en enestående samling historiske bygninger af høj arkitektonisk, kulturel og symbolsk værdi.
Landets magtcentrum
Slotsholmen har været et magtcenter siden Biskop Absalon i 1167 opførte den første borg på stedet, og fra 1400-tallet var det desuden sæde for kongemagten. Siden den tidlige enevælde i 1600-tallet har Slotsholmen været sæde for en stadig ekspanderende centraladministration, og siden 1849 tillige sæde for Rigsdagen og Folketinget. I dag er Slotsholmen hjemsted for regeringen og folketinget, dele af den statslige administration samt kulturelle institutioner og kongelige repræsentationslokaler.
Historiske bygninger af national betydning
Slotsholmens funktion som administrativt centrum, den historiske tyngde og områdets nationale betydning afspejles i de monumentale bygninger med Christiansborg Slot og ridebaneanlægget som det naturlige centrum. Også Tøjhuset, Chr. IV’s Bryghus, Børsen, Thorvaldsens Museum og Det Kg. Bibliotek med bibliotekshaven og den moderne tilbygning, Den Sorte Diamant, står som unikke og synlige repræsentanter for Slotsholmens skiftende funktioner og arkitektoniske udtryk.
Bærende bevaringsværdier
- Slotsholmen som fritliggende ø, herunder broerne og øens klare afgrænsning, der dannes af de omkringliggende kanaler Frederiksholms Kanal, Slotsholmskanalen og Børsgraven samt havneløbet.
- De fredede og bevaringsværdige bygninger, herunder særligt Christiansborg med slotsplads, ridebane og De Kongelige Stalde, Christiansborg Slotskirke, ministerier, Højesteret, Tøjhuset, Proviantgården, Chr. IV´s Bryghus, Det Kongelige Bibliotek, Thorvaldsens Museum, Rigsarkivet og Børsen.
- Det Kongelige Biblioteks Have.
- Det sammenhængende forløb af gader, porte, pladser, grønne rum og haver.
- Christiansborgs tårn og Børsens spir som markante pejlemærker i byen.
Sårbarhed
Kulturmiljøet er sårbart overfor nybyggeri, der er ude af skala med de eksisterende bygninger. Kulturmiljøets bygninger er, i det omfang de ikke er sikret gennem fredning og bevaringsbestemmelser, sårbare overfor om- og tilbygning, der ikke er tilpasset bygningernes oprindelige arkitektoniske udtryk. De ubebyggede arealer er sårbare overfor ændringer, herunder ændringer af belægning og tilføjelser af byrumsinventar, skiltning og beplantning, der ikke er tilpasset byrummenes formelle karakter.
Nuværende sikring
- Hovedparten af områdets bygninger og anlæg er fredede.
- Christiansborg Slotskirke er sikret ved lov om Folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde.
- Skansen under en del af Chr. IV’s Bryghus er beskyttet som fortidsminde.
- Kanalerne omkring Slotsholmen er sammen med tilhørende bolværker er fredede efter naturbeskyttelsesloven.
- Enkelte bygninger er udpeget som bevaringsværdige i kommuneplanen.
- Området ved Christians Brygge er omfattet af en lokalplan, der udpeger den historiske del af Det Kongelige Bibliotek som bevaringsværdig.
Udviklingsmuligheder
Udviklingsmuligheder
Kulturmiljøet er fuldt udbygget, og der er begrænsede udviklingsmuligheder. Eventuelle tilføjelser skal udføres i en høj kvalitet, som afspejler kulturmiljøets nationale betydning. I planlægningen kan passager og gårdrum med fordel gøre mere tilgængelige og synlige for offentligheden.